بِسمِ اللَّهِ الرَّحمٰنِ الرَّحيمِ

1

Nej, Jeg sværger ved Opstandelsens Dag.

لا أُقسِمُ بِيَومِ القِيامَةِ

5

Men mennesket ønsker at fortsætte med at synde.

6

Det spørger (hånende): ”Hvornår er Opstandelsens Dag?”

يَسأَلُ أَيّانَ يَومُ القِيامَةِ

7

Men når synet blændes,

فَإِذا بَرِقَ البَصَرُ

8

og månen formørkes,

وَخَسَفَ القَمَرُ

9

og sol og måne forenes,

وَجُمِعَ الشَّمسُ وَالقَمَرُ

11

Nej, der findes intet tilflugtssted.

كَلّا لا وَزَرَ

12

På den dag vil opholdsstedet være hos din Herre.

14

Nej, mennesket er et vidne mod sig selv,

15

selvom det fremfører undskyldninger for sig selv.

وَلَو أَلقىٰ مَعاذيرَهُ

18

19

Derpå påhviler det Os at udlægge det.

ثُمَّ إِنَّ عَلَينا بَيانَهُ

20

Men nej, I (mennesker) elsker det flygtige

كَلّا بَل تُحِبّونَ العاجِلَةَ

21

og er ligegyldige over for det hinsidige.

وَتَذَرونَ الآخِرَةَ

22

På den dag vil der være strålende ansigter,

وُجوهٌ يَومَئِذٍ ناضِرَةٌ

23

som skuer deres Herre.

إِلىٰ رَبِّها ناظِرَةٌ

24

Og på den dag vil (andre) ansigter være formørkede,

وَوُجوهٌ يَومَئِذٍ باسِرَةٌ

25

ved tanken om at en voldsom ulykke vil ramme dem.

تَظُنُّ أَن يُفعَلَ بِها فاقِرَةٌ

26

Nej, når sjælen når til struben,

كَلّا إِذا بَلَغَتِ التَّراقِيَ

27

وَقيلَ مَن ۜ راقٍ

28

og han indser at det er adskillelsen,

وَظَنَّ أَنَّهُ الفِراقُ

29

og benene giver efter,

وَالتَفَّتِ السّاقُ بِالسّاقِ

30

på den dag føres han til din Herre.

إِلىٰ رَبِّكَ يَومَئِذٍ المَساقُ

31

For han troede ikke og bad ikke,

فَلا صَدَّقَ وَلا صَلّىٰ

32

men kaldte det for opspind og vendte sig bort,

وَلٰكِن كَذَّبَ وَتَوَلّىٰ

33

og vandrede derpå stolt hen til sit folk.

34

Ve dig – ve dig!

أَولىٰ لَكَ فَأَولىٰ

35

Ja, ve dig – ve dig!

ثُمَّ أَولىٰ لَكَ فَأَولىٰ

36

Antager mennesket mon at det er overladt til sig selv?

37

Var det ikke blot en dråbe af udstødt sæd?